SF’s reelle indflydelse på udlændingepolitik forudsætter ny regering
”Kamal, hvad siger du til Fatima? Hun er veluddannet, tjener gode penge, i den rette alder og så taler hun både dansk, engelsk og urdu, vidste du det?”. (Fatima er et opdigtet navn, men hendes rigtige identitet er forfatteren bekendt).
Som fraskilt dansk-pakistaner har jeg ofte lagt øre til opfordringer af den type. De plejer at komme fra ældre og velmenende pakistanere. Men med regeringens nye udlændingepakke kunne de lige så vel være kommet fra VKO. Lige bortset fra det med urdu. I modsætning til fx tysk betragter VKO det nemlig ikke som et verdenssprog. Herregud, det er jo kun det fjerde mest talte sprog i verden.
Jeg prøver – ofte forgæves – at forklare de velmenende ”aunties” og ”uncles” om min opfattelse af kærlighed. At jeg søger en, som jeg elsker, og som elsker mig tilbage. Måske i sig selv et højt sat mål, men forhåbentlig ikke umuligt.
Det er svært at forklare til personer med forankring i kulturer, hvor familiens overlevelse ofte er tæt kædet sammen med børnenes valg af både uddannelse og ægtefælle. Men at jeg en dag skal forklare det samme til regeringen i Danmark, har jeg aldrig haft fantasi til at forestille mig. Ikke før nu, hvor VKO har varslet et pointsystem, som skal afgøre om danske borgere kan få deres elskede til landet.
Principiel modstand mod pointsystem
Jeg er modstander af, at et pointsystem skal afgøre, om man kan få sin udvalgte til Danmark. Altså et pointsystem, som vurderer ens ægtefælle på vedkommendes nytteværdi på arbejdsmarkedet.
MEN jeg er også politisk realist. Derfor har jeg hele tiden sagt, at det er den konkrete udformning af et pointsystem, som er afgørende for, om jeg kan støtte et nyt regelsæt. Der er bestemt ikke behov for yderligere stramninger af reglerne for ægtefællesammenføring. Og da netop stramninger plejer at være grundpræmissen for en VKO-aftale på udlændingeområdet, bliver jeg næppe begejstret for deres pointsystem.
Betyder det så, at jeg også er uenig med mit eget parti? Ja og nej. Vi er nødt til at stå samlet med Socialdemokraterne. Og det betyder kompromiser. Sådan er det i politik. Men oppositionen burde stå fast på den integrationsaftale, vi har som fælles platform. Den har de stramninger (24års regel, tilknytningskrav) som Socialdemokraterne kræver, og de mange gode integrationstiltag som danskerne savner fra VKO. En samlet opposition kunne have sagt nej til yderligere stramninger og overladt det til VKO at forklare, hvorfor de var nødvendige. Samtidig har jeg noteret mig, at jeg med den holdning er et mindretal af et mindretal i dansk politik. Det har jeg respekt for.
Venstrefløjen sælger ikke ud
SF er imod, at ægtefællesammenføring skal være en ret for de rige. Derfor har vi for længst meldt ud, at vi ikke går med på regeringens forslag om at fordoble det beløb, der skal stilles som sikkerhed ved ægtefællesammenføring. Med pristalsregulering lander det et sted langt over 100.000 kroner. Et helt urimeligt krav.
SF støtter heller ikke VKO’s krav om fuldtidsbeskæftigelse, som udelukker hundrede af tusinder af danskere fra nogensinde at opnå ægtefællesammenføring. Vælgerne – og ikke mindst SF’erne – skal vide, at der uanset konkrete uenigheder rent faktisk er et klart alternativ til VKO.
Jeg har siddet i opposition lige så længe, som VKO har siddet ved magten. I den tid har jeg været med til at udvikle meget god SF-politik. Ikke mindst på udlændingeområdet. Men realiteterne er, at højrefløjens flertal har forhindret den politik i nogensinde at gøre en forskel for de mennesker, der er ramt af VKO’s udlændingepolitik.
Med S-SF samarbejdet står oppositionen nu styrket. Det er et svært samarbejde, for det kræver kompromisvillighed. Til gengæld er det et samarbejde med udsigt til reel, stor og positiv indflydelse på udlændingeområdet og mange andre politikområde. Der er en verden til forskel, og valget bør stå klart for danskerne.
Mere at tabe end at vinde
Om jeg kommer til at bakke op om resultatet af SF og Socialdemokraternes fælles stillingtagen til et pointsystem, ved jeg ikke endnu. Det må afhænge af en samlet vurdering af aftalen – og så skal virkningen vurderes i sammenhæng med 24-årsreglen og tilknytningskravet, som SF jo er imod. Fremlægger vi en aftale, som gør livet lettere for de mange par, som i dag er forvist til Sverige eller andre lande, er det positivt.
Det helt afgørende punkt er, at vi ikke ender med et regelsæt, som udelukker ægtefællesammenføring for voksne mennesker, der gerne vil Danmark. Sådanne regler vil så godt som ingen effekt have på tilstrømningen af udenlandske ægtefæller der – som Lars Løkke formulerede det – ”udelukkende kommer for at ligge det danske samfund til last”. Den gruppe (hvis den da findes) tager bare turen med EU-reglerne via Sverige. Men for unge mennesker, der rejser ud i verden og forelsker sig i en udlænding, som ikke i første omgang matcher de danske regler, vil det dræbe både lysten og viljen til at returnere til Danmark.
Vi er nået et punkt, hvor der nok er mere at tabe, end der er at vinde på yderligere stramninger. Den eneste gevinst jeg kan forestille mig ville være et slagkraftigt argument overfor velmenende pakistanske ’aunties’ og ’uncles’. Men for mit vedkommende ville det jo kræve indførelsen af en 40-årsregel. Mon ikke det er lige voldsomt nok. Eller?


