Fri kærlighed nu!
Vi drømmer om et Danmark, hvor stat og familie ikke blander sig i, hvem du vil dele livet med.
Kærligheden skal være fri, og den skal være fri for alle. Lad os kæmpe for kærligheden, lad os kæmpe for det frie valg, og lad os kæmpe for at nationalitet og køn ikke spiller en afgørende rolle.
Gennem generationer har danskere rejst til andre lande, og ikke sjældent er der nogen, som er vendt tilbage med en udenlandsk mand eller kone. I dag er det ikke så let. Først og fremmest skal man sikre sig, at ens udkårne har tilstrækkeligt høj uddannelse, hvis man vil dele livet i Danmark.
For 22 år siden blev Eigil og Axel Axgil viet på Københavns Rådhus. De to var det første homoseksuelle par i verden som indgik registreret partnerskab. Danmark var et foregangsland i forhold til homoseksuelles rettigheder og fri kærlighed. I dag er Danmark overhalet af en lang række lande, som har indført kønsneutrale ægteskaber.
Det er en bekostelig affære at forelske sig i en udlænding. For at få sin elskede til Danmark skal man deponere et beløb så stort at mange må give op på forhånd. Med 24-års reglen, tilknytningskravet og regeringens nye pointsystem for familiesammenføring er vi nået et punkt, hvor kærligheden ikke længere er fri.


