Religion eller demokrati
Religion eller demokrati
Regeringen giver 1,5 mio. kr. fra ulandsstøtten til religiøst dansk organisationsarbejde i Egypten. Er det vejen frem, at koble ulandsstøtte til religiøse budskaber? Nej. Det er bare det seneste eksempel på regeringens mange nedskæringer og omlægninger, som nedbryder den danske ulandsbistand.
SF kæmper for en øget indsats i dansk udviklingspolitik ved at øge ulandsbistanden og fjerne VKO’s uretfærdige nedskæringer, som rammer verdens svageste. Slut med symbol- og udviklingspolitik uden retning og uden strategi. Slut med Søren Pinds stoledans-politik, hvor de svageste ryger ud.
Socialdemokratiets og SF’s udviklingsstrategi bygger på langsigtet samarbejde med modtagerlandene og udviklingsbistand på en procent af BNI. Yderligere stilles 1,5 milliarder kr. til rådighed for demokratiudvikling i Nordafrika og mellemøsten. Men demokrati alene kan ikke brødføde de sultende, forebygge ekstremisme eller modvirke klimaforandringens konsekvenser i de fattigste lande.
Danmark har i mange år været forgænger på udviklingsområde, men sådan er det ikke mere. Efter 10 års VKO regering og de seneste nedskæringer har Danmark mistet sit positive ry i verdenssamfundet. Fattigdomsbekæmpelse blev til terrorbekæmpelse, blev til dansk sikkerhedsinteresse, blev til erhvervsstøtte til danske virksomheder. Målet er ikke længere at hjælpe de fattige mennesker, men at hjælpe os selv. Hvordan kan vi ikke længere have interesse i at hjælpe dem, der har brug for det?
Regeringen har nu besluttet at omlægge 1,5 mio. kroner til Danmission, en dansk religiøs organisation, hvis formål er at sprede viden og troen om Jesus Kristus. For mig er det at dele sin tro med andre en god ting. Men det skal ikke ske på min eller andres regning. Ideen er, at Danmissions netværk i Egypten skal gavne det pressede kristne mindretal og styrke Egyptens demokratiske proces. Skal vi have flere religiøse organisationer i Egypten?
At det så oven i købet er den regering, som nu har skåret massivt i den danske udviklingsbistand, gør det endnu mere uforståeligt, at give penge til religiøse organisationer i udlandet. Det bidrager hverken til udviklingsarbejdet, Egyptens demokratiopbyggelse eller løser de religiøse spændinger i landet. Tvært imod kan Danmissions religiøs motiveret og statsstøttet arbejde misforstås som provokation og indblanding. Alt i alt virker det som om udviklingsministeren fuldstændig har givet op på en målrettet strategi.
Danmark og vores partnerlande fortjener en værdig udviklingspolitik, som både bekæmper fattigdom og udvikler demokrati. Religiøse organisationer gør en kæmpe indsats på området, men kan ikke skabe den demokratiske udvikling, som netop egypterne har brug for og kræver. De danske værdier og de europæiske ligeledes handler om et sekulært samfund som grundlag for demokratiopbygning. Disse vilkår skaber vi ikke ved at opruste missionærarbejdet, men ved at styrke de demokratiske kræfter i lande som Egypten.
