Om Kamal

Manden i politikeren

Jeg er 40 år, uddannet læge og har siddet i Folketinget for SF siden 2001. Jeg er født i Rawalpindi, Pakistan, men har boet i København, siden jeg var fire år. Ud over at være politiker og aktiv i den offentlige debat nyder jeg min yndlingsbeskæftigelse som far til tre skønne børn Nahtashah, Safiya og Mali.
Jeg bor på Nørrebro i København, som jeg elsker for dens hyggelige nærmiljø og store mangfoldighed. I min fritid holder jeg meget af at mødes med familie og venner – og gerne over et godt måltid mad. Derudover holder jeg meget af at sejle og har en stor passion for fisk og orkideer. Jeg har også en stor appetit på at rejse.
Mit politiske engagement er resultatet af de værdier, jeg er opdraget med, min tro på fundamentale menneskerettigheder for alle, min rolle som far og min hverdag som københavner. 


Weekend med Jytte

Båden | Jytte er en langsom, men rummelig, model fra 73 med en stor bagdel. Hun er en svensk familiebåd, som jeg købte for tre år siden sammen med tre venner. På det tidspunkt var jeg flyttet med børnene til Nørrebro og havde ikke længere brug for en bil. Så den solgte jeg, og i stedet har vi nu Jytte.
Om sommeren kan jeg godt lide at sejle en tur med mine børn til Islands Brygge, Flakfortet eller Sverige. Jeg har altid godt kunne lide vandet og det at sejle. Men det er også skønt at have noget sammen med børnene.
Jeg husker en fødselsdag for familien, vi holdt på båden. Mine tre søstre og jeg har 15 børn tilsammen, så det var en temmelig stor flok for den lille båd. Det var en rigtig hyggelig dag ombord, men for folkene på kajen har det nok mest af alt lignet en vietnamesisk flygtningebåd, der lå og vippede rundt i havnen på Islands Brygge.

Rig barndom under trange kår

Barndommen | Min familie og jeg kom til Danmark, da jeg var fire år, fordi min far blev udstationeret her. Jeg voksede op i Kastrup på Amager. Det var en barndom med masser af kærlighed, men ikke mange penge. Vi fik mange venner i området – på den tid var der ikke mange børn med en anden hudfarve, så mine tre søstre og jeg var populære. Derfor var vi heller ikke i tvivl, da vores far samlede os til familieråd for at beslutte, om vi skulle blive i Danmark eller rejse tilbage til Pakistan.
Vi fik vores vilje og blev boende. Det betød, at vi sagde farvel til et liv med flere materielle goder, for vores tilværelse i Danmark var fattig. Jeg havde to par bukser, så når det ene par var til vask, gik jeg med det andet. Og vinterstøvler var der heller ikke råd til, så om vinteren puttede jeg plastikposer i skoene for ikke at få våde tæer.
Da jeg var en 10-11 år fik jeg mit første job. Det var som sommerafløser, hvor jeg gik med aviser i op til 10 timer om dagen. Det meste af min løn gik til husholdningen, men jeg fik lov at beholde lidt lommepenge. Som 13-årig fik jeg job som opvasker på Hotel Bella, og siden arbejdede jeg som piccolo på SAS Hotel og portør på Amager Hospital.
For mig var det naturligt at bidrage til familien. Jeg er opdraget til, at man har en forpligtelse til at hjælpe hinanden. Alligevel mener jeg, at børn skal have lov at have en så problemfri barndom som muligt. Og jeg havde håbet, at man her i 2011 havde været i stand til at udrydde børnefattigdom.

Da én annonce blev til fire marsvin

Marsvin | Da jeg for tre år flyttede med børnene til Nørrebro efter at være blevet skilt, stod jeg over for at skulle skabe et nyt hjem. Det var på det tidspunkt, vi fik vores første marsvin Speedy. Jeg mente, at et kæledyr ville skabe liv og hjemlighed.
Jeg fandt en annonce i Den Blå Avis og tog ud og hentede Speedy. Men vi fik mere med hjem, end det ene marsvin jeg tog afsted efter. For en dag, da jeg kom hjem fra arbejde, lå der tre små unger hos Speedy. De fik navnene Whitie, Jordbær og Blackie. Whitie og Jordbær fik nye hjem, men Blackie blev i lejligheden og er i dag en integreret del af familien.
Speedy er forresten død. Men hun fik en fin begravelse i baggården.

Kongelige orkideer på 4. sal

Orkideer | På et tidspunkt stod jeg og skulle bruge en orkide til en fødselsdagsgave. I Den Blå Avis fandt jeg frem til en gartner, der havde et drivhus tæt på Fredensborg Slot. Jeg kørte derfor derop for at mødes med ham. I drivhuset var der 4-500 orkideer, heriblandt nogle meget sjældne, som gartneren havde byttet sig til med Dronning Ingrids gartner.
Det viste sig desværre for den stakkels gartner, at han havde en hjertesygdom og ikke længere kunne tage sig af alle orkideerne. Han spurgte derfor, om ikke jeg ville købe dem til en god pris. Det endte jeg med at sige ja til, så på vej hjem havde jeg stationcaren fyldt op med orkideer.
Hjemme i lejligheden på 4. sal gik jeg i gang med at bygge mit eget lille drivhus op med rør, jeg havde købt på Christiania. Jeg måtte dog hurtigt erkende, at det var et overordentligt stort projekt at passe så mange skrøbelige planter, der skulle plejes og forstøves hver dag. Jeg holdt i nogle måneder, men herefter måtte jeg give en masse væk. Dem jeg har tilbage passer og plejer jeg med kærlig hånd. Og nyder det, når de blomstrer. Hvilket de faktisk kun gør, når jeg har det godt.